|
Den personlige håndtering af ledigheden
Interviews
med jobkonsulenter i det tidligere Frederiksborg amt viser, at flg. forhold er
afgørende for, at man kommer hurtigt i job:
-
Energien i jobsøgningen
-
Netværk ´ruster´ hurtigt, og skal derfor anvendes hurtigst muligt
-
Efter ½ år begynder mange at gå ned i gear og blive mærket af ledighed
Beskæftigelsessystemets problem
På denne
baggrund er det ikke heldigt, at vi har gjort det så svært at finde ud af
hvordan beskæftigelsessystemet hænger sammen.
Selv folk med videregående
uddannelser kan bruge mange måneder på at uddanne sig til at blive ledig.
Hvordan
er det med Jobcentret, kommunen, anden aktør, a-kassen, kurser og uddannelse?
Hvad har jeg ret og pligt til? Hvem skal jeg fortælle hvad til og hvornår?
I den
første periode med ledighed ønsker man en høj og målrettet energi i
jobsøgningen, og man ønsker ikke at koncentrationen drejes over på, at den
ledige ´uddanner´ sig i hvordan beskæftigelsessystemet hænger sammen.
Den lediges eget problem
Efter nogle
hårde arbejdsår, føler nogle, at de har fortjent en ferie, når de bliver ledige.
De slapper
af, og går og hygger sig med at uddanne sig som ledig.
Nogle har
brug for at ´slikke sårene´ efter en ubehagelig periode på jobbet og i
forbindelse med en afskedigelse.
Hvis man
bliver ledig midtvejs i livet, så er det nærliggende, at diskutere med sig selv
og sine nærmeste om, hvad der skal ske resten af livet.
Lave nye pejlinger der
tilgodeser ens egne og familiens interesser.
Selvom
det kan lyde besnærende, så er det en af de fejl, man kan begå.
Tempoet
går meget hurtigt ned og ens personlige netværk ruster skræmmende hurtigt.
Hvis man
har langsigtede planer om karriereskift og evt. start af egen virksomhed, bør
man tage et midlertidigt job straks, man bliver ledige.
Det er vigtigt at sikre,
at man bliver i ´gear´, og opretholder kontakten til arbejdsmarkedet.
Ofte vil
et ´hvilken som helst job´ være bedre end ´intet job´.
Allerede
efter ½ år, er man nemlig alvorligt nede i tempo og relationerne til tidligere
kolleger, virksomheder og personlige netværk er begyndt at ´ruste´.
Nogle
begynder først, at søge de allermest oplagte jobs efter ½ år.
De
forventer, at de er selvskrevne til disse jobs, men bliver overraskede over, at de
end ikke bliver kaldt til samtale.
Når der
er gået et år, begynder de for alvor at søge job, fordi ét sabbat år er ok; men
man har svært ved, at forklare sig selv og andre, at sabbatåret har varet meget
længere.
I denne
fase er det almindeligt, at de ledige søger mere og mere febrilsk.
De søger
alle mulige jobs, også dem de er ikke umiddelbart er kvalificerede til, og flere
begynder at søge jobs, de er overkvalificerede til.
En sådan
febrilsk jobsøgning uden en velgennemtænkt plan, giver sjældent job!
Når den
ledige nærmer sig 1½ års ledighed går tempoet og motivationen for alvor ned.
Selvtilliden lider for mange et knæk, og flere resignerer og går på efterløn.
Det er
således vigtigt, at man øjeblikkeligt, og helst inden man fratræder sin
stilling, går i gang med at skaffe sig et nyt job.
Bliv i
gear! Når man handler åbnes der døre. Når man ikke handler lukkes de.
Du tror
måske at det er en formsag at få et nyt job fordi ´alle´ kender dig. Fordi mange
skylder dig en tjeneste, og fordi du mener at du er respekteret.
Du
glemmer, at folk respekterede den virksomhed du repræsenterede, og at de stadig
kender dig, men nu som en der er ´ude af spil´.
De vil
måske gerne gøre dig en tjeneste; men du skal selv fortælle dem med hvad.
Og det er
ikke fair, at de skal hjælpe dig med et job, men måske kan de være med til at
bane vejen, for en idé du har.
Lad være
med at læne dig tilbage; men vær aktiv i din jobsøgning fra den første
ledighedsdag (og helst før).
Hvad skal jeg lave resten af mit liv
Jeg har
sparret med mange, der ønsker at lave et karriereskift efter nogle hårde og
intensive arbejdsår.
De påbegynder en proces, hvor de overvejer, hvad de vil
lave ´resten af deres liv´, og de overvejer, hvorvidt deres hobbies kan gøres til
en del af denne plan.
Imens de
overvejer ´livets store spørgsmål´, genopdager de gamle venner, deres børn,
og de
begynder at dyrke gamle interesser.
Det lyder
alt sammen positivt og progressivt, når man fortæller det til en fest.
For den
ledige medfører det dog, at den målrettede jobsøgning reduceres. Tiden går, og de
mange muligheder ´spiller bold´ i den lediges hoved uden at konsekvenserne af
hver enkelt mulighed, helt kan overskues.
Man kan mærke ´i maven´ at flere af
mulighederne er ´de rigtige´ for en; men man kan ikke se, hvordan man skal kunne
leve af det.
Man kan
derfor ikke beslutte sig for ´hvad man skal handle på´, tiden går, og man
bevæger sig stadigt længere væk fra arbejdsmarkedet.
Det der
lyder rigtigt og progressivt til en familiefest efter 6 måneders ledighed,
bliver årsagen til et svindende selvværd i forhold til arbejdsmarkedet når det
er gået 1½ år.
En
tidligere topchef udtrykte det således: ´Efter et år tænker jeg stadig tanker;
men alle dem jeg vil snakke med går på arbejde og gør noget´.
Hvis du
føler dig sat ´skak mat´, i en sådan proces bør du gøre 3 ting:
- Tag det nærmeste
midlertidige job.
Hvis du er blevet indfanget af din hobby i din ledighedsperiode, så få et
midlertidigt job i en butik, hvor de sælger det du interesserer dig for.
Det hjælper dig til at blive ´skarp´ igen, uden at du føler dig fanget af
jobbet.
-
Tilmeld dig et iværksætterkursus, hvor hver af dine ideer bliver behandlet
som selvstændige forretningsområder, også selvom det er almindelige
stillinger du søger. Hver region har sit iværksættercenter, hvor du kan få
hjælp. Det hjælper til at få klarhed.
- Tilmeld dig et projektstyringskursus, hvor
du kan lave brugbare
handleplaner på dine ideer.
Den personlige nedtur
Efter 1½
år er der en del, der oplever en personlig nedtur.
Man har
søgt mange jobs uden held. Og hvis man er tæt på de 60 år, er der flere, der
resignerer og går på efterløn, hvis de kan.
Presset i
forbindelse med at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet bliver for
hårdt i længden, hvad enten dette
pres kommer fra en selv, jobcentret eller A-kassen.
De fleste
vil gerne have et job. De har sendt mange ansøgninger af sted, og
de er blevet kede af afslagene.
Nu orker de ikke mere, og vil planlægge
deres otium i stedet.
Rapporter
fra Finansministeriet og Socialforskningsinstituttet omtaler seniorer som
personer, der frit overvejer, om de skal forblive på arbejdsmarkedet, eller om de
skal gå på efterløn.
Rationalet i disse rapporter er, at man ønsker at seniorerne skal forblive
længere tid på arbejdsmarkedet. Et middel til dette er at indføre seniorpolitik
i virksomhederne, og at gøre efterlønnen mindre attraktiv. Rapporterne afspejler
ikke de ledige seniorers kamp for at forblive på arbejdsmarkedet, og det
faktum at mange går på efterløn p.g.a. det pres som jobcentre og a-kasser lægger
på senioren midt i en personlig svær kamp med at genfinde fodfæste på
arbejdsmarkedet.
Det er
ikke alle, der har mulighed for at få efterløn.
Nogle har
det godt med deres ledighed; men vi oplever ligeså ofte, at folk ikke har det
godt, og ikke så få oplever en personlig nedtur.
Hvis den
kommer, så er den næsten ens for en direktør og en enlig mor, selvom det oftest
går værst ud over direktøren, der har mest at miste, og som får mindst hjælp og
forståelse.
Vi
oplever således tidligere direktører, der lader som om de tager på arbejde hver
dag. De kører rundt i deres bil på må og få, indtil de bryder sammen.
Vi
oplever, at deres ægteskab smuldrer, og at de, i deres livs største krise,
absolut ingen hjælp får. Hvis de må forlade deres bolig p.g.a. økonomiske
problemer eller skilsmisse, så bliver de henvist til herberger for narkomaner og
alkoholikere.
Og vi
oplever, at det er tifold værre, hvis de ikke er i A-kasse, men er underlagt det
sociale systems snærende bånd.
Vi kan
se, at ledighed har en nedbrydende effekt, og for mange vil et næsten
hvilken som helst job, være bedre end intet job i denne fase. Ikke fordi der
skal være tale om et varigt job, men fordi jobbet vil redde mange fra vejen ned
i et mentalt hul.
Vi ved
dette er vigtigt, for hvis der er noget som næsten alle projekter og
undersøgelser er enige om, så er det at vejen op af hullet er mindst
ligeså lang som vejen ned i hullet.
Jobkonsulenter i A-kasser og jobcentre begår fejl i sådanne situationer, hvor de
ikke ved, hvad de skal stille op med en tilsyneladende dygtig ledig, der er har
taget hele vejen ned i et mentalt hul. De vil så forfærdeligt gerne lave en
konkret handlingsplan fra punkt A (ledighed) til punkt B (arbejde).
Men
ledige, der for alvor er nede i et hul, kan, billedligt talt, ikke se bagud og
fremad, de kan kun se op mod lyset. A2B, IMC og Socialfondsprojektet Navigators
har vist gode resultater med denne gruppe. I projekterne ser det ud som om, at
det har hjulpet at give de ledige ´et mentalt rum´,
der muliggør at arbejdslivet igen kan være sjovt og lystbetonet. Aktiviteterne
peger på, at det svære er, at få de ledige op tempo og hjælpe dem med at
generhverve deres selvtillid. Når først dette er sket, så er det muligt at lave
konkrete planer mod et job, og ganske tit med et positivt resultat.
Nogle
jobkonsulenter udtaler, at de ikke kan forstå, at man skal være ´barnepige´ for
ledige, der har siddet i høje stillinger med mange ansatte. Samtalerne med de
ledige viser dog tydeligt, hvordan beskæftigelsessystemet ændrer folks måde at
tænke på efter nogen tids ledighed.
Mange
begynder efter ca. et år, at sige ting, som man ikke umiddelbart kan forbinde
med deres status og tidligere stillingsansvar. Og det, at folk kommer til at
tænke på sig selv som objekter for systemet, er måske den allerværste konsekvens
af den måde, vi behandler ledige på. Som afslutning på dette afsnit har jeg
udvalgt én ud af mange cases, der eksemplificerer dette:
Jeg havde
en række sparringer med en tidligere nordisk direktør for en stor velkendt
virksomhed.
Han var
rasende!
Efter at
han havde søgt job i et lille årstid, havde han set en mulighed for at
varetage en ganske
bestemt jobfunktion, der angiveligt var behov for i mange danske virksomheder. Oven i købet ville det, ifølge ham selv, være et drømmejob
for ham, som han ville ´elske´ at bestride til han skulle pensioneres.
Han havde lavet
indledende virksomhedskontakter, og han kunne godt få et sådant job; men det
krævede, at han havde certificering på et ganske bestemt felt.
Når han
var så rasende, så var det fordi, han havde spurgt jobkonsulenten om ´systemet´
kunne betale de 45.000 kr. som denne certificering kostede. Jobkonsulenten
havde afslået, og det var nu ´systemets´ skyld, at han ikke kunne få sit
drømmejob.
Og
´systemet´ var så selv ude om, at de måtte betale for hans forsørgelse i resten af hans
erhvervstid.
´Ha ha,
jeg rør ikke en finger. Så kan de lære det!´, sagde han sarkastisk.
Jeg så ud
af vinduet, og spurgte ham hvilken af bilerne dernede, der var hans?
Det var
en Audi A6. Jeg spurgte ham hvor meget sådan én var værd.
Han skød den til ca.
375.000 kr.
Jeg spurgte ham om han boede i hus. Det gjorde han.
Selvom det ikke
kom mig ved, så spurgte jeg ham om, hvor stor en friværdi han havde i det hus.
Svaret
var ca. 3.5 million.
Og så
siger du, at jobkonsulenten forhindrer dig i, at leve det liv du gerne vil, fordi
han ikke vil betale 45.000 for et kursus?
Hvad er
det dog, vi har gjort ved dig?
|